Jupiter standard 700 serien

Anmeldelse af Jupiter standard 700 serien

Den kan i kvalitet måle sig med Yamahas 275 serie, men til forskel fra den lette Yamaha, som er ideel til børn og unge, har vi her et horn som udpræget henvender sig til den yngre eller voksne begynder.

Saxofonen er forholdsvis tung, på nær i sopran, og det giver en stor klang, men gør den også lidt sværere at stemme og blæse op. Noget de fleste over 13-15 år vil kunne tumle.

Finishen på saxofonen er af høj standard og detaljerne er gennemarbejdede, for ikke at sige direkte kopierede fra dyrere mærkevaresaxofoner. Ligesom på den billige Yamaha er der sparet på puderne som dog i begge tilfælde er imprægnerede og nok skal holde til mange timers spil med jævnlige eftersyn.

Det tyske kvalitetsmærke Keilwerth bruger i dag Jupiters standard 700 modeller i en lettere modificeret form som deres begyndersaxofon ST 90 III som sælges til en noget højere pris p.g.a. navneskiftet.