Top tone disks til hovedreparationer

Anmeldelse af top tone disks til hovedreparationer

Lars Eeg er uddannet på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg i 2000.

Lars Eeg

Spiller p.t. i Hack Pack (inspireret af The Rat Pack)og Bad Bossa. Har tidligere spillet i Sting On The Night (Sting/Police-kopi), Soul Control, diverse Big Bands, salsa, reggae, pop mm.
Lars har undervist på Holstebro Musikskole siden 1995 og på Den Kreative Skole i Silkeborg siden 2000 samt løst og fast.

Af Lars Eeg
Århus, d. 3. august, 2005

Anmeldelse af Top-tones puder

Det var med stor spænding, jeg pakkede min tenorsax ud for første gang efter en hovedreparation. Det er jo altid interessant, hvordan instrumentet opfører sig bagefter. Desuden havde jeg denne gang ladet mig overtale af Henrik Møller til at prøve de nye Top-Tone puder, som kendetegnes ved at være fremstillet af metal med kunststofbelægning og ikke som de fleste andre puder af læder. En anden specialitet ved disse puder er, at de hænger i et ophæng på midten, som de kan vippe frit på. Dette skulle gøre, at saxofonen bliver nemmere at holde tæt. Yderligere har puderne den fordel, at man kan påmontere forskellige størrelser reflektorer på dem, hvilket påvirker klangen på forskellig vis. Dette kan man så oven i købet nøjes med at gøre på enkelte af puderne, hvor man nu synes det er nødvendigt. Alt i alt nogle gode muligheder for at tilpasse klangen efter musikerens behov.

Toptonedisk
Specielt to ting lægger jeg mærke til

1) Følelsen, når klapperne lukker ned over hullerne i saxofonen, er en helt anden med de nye puder. Det føles lidt ”gummiagtigt” (ikke ment negativt, men den bedste måde jeg lige kan finde på for at beskrive det) forstået på den måde, at når hullet er lukket, kan man stadig trykke puden lidt mere ned over ringen over hullet, på grund af det materiale pudernes belægning er lavet af. Det er netop lidt gummi- eller hårdt skumgummiagtigt, så puden opnår en slags sej elasticitet. Det må være en smagssag, om man bryder sig om det eller ej. Personligt synes jeg, det er en meget rar fornemmelse at spille med.

2) Efter et stykke tid står det klart, at der er væsentligt mindre vedligeholdelse med de nye puder siddende på. Nu, 4-5 måneder efter hovedreparationen, har det endnu ikke været nødvendigt med eftersyn af nogen art. Saxofonen spiller, som da jeg fik den tilbage efter renovationen. Rent økonomisk kan det selvfølgelig være lige meget, da justeringer osv. hører ind under garantien på hovedreparationen, når den er repareret i Saxofonværkstedet, men tidsmæssigt er det en kæmpe fordel ikke at skulle have justeret instrumentet i tide og utide. Det bliver spændende at se efter nogle år, om så det samme billede tegner sig på det tidspunkt.

Med hensyn til klangen har jeg svært ved at sige så meget andet end, at det lyder og føles godt, som det jo skal efter en hovedreparation. Jeg er fuldt ud tilfreds og har egentlig ikke haft behov for eller lyst til at eksperimentere med de muligheder der ligger i at kunne på- eller afmontere reflektorer på puderne. Det er svært at sige, om det lyder bedre med den ene eller den anden slags puder, da jeg kun har erindringen om min egen saxofon, fra før den blev hovedrepareret, at sammenligne med. Dog har jeg en fornemmelse af, at klangen nu er mere ”tæt” med mere kerne. Dette kan evt. skyldes hovedreparationen i sig selv.

Top-Tone puderne efterlader et indtryk af en meget mere stabil og pålidelig saxofon, hvilket er ubeskriveligt rart. Aldrig tidligere har jeg stolet mere på nogen af mine saxofoner, end jeg gør nu, hvilket nok skyldes at puderne ikke forandrer sig på samme måde som læderpuder gør. Alt i alt kun ros til Top-Tone.

Tak til Lars Eeg for anmeldelsen